Hjemmesiden bruger cookies
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Med venlig hilsen
Handl-Lokalt.dk

Produkter
  • Det skal være nemt at vælge lokalt
  • Søg efter din lokale by
  • Online synlighed i din by
  • Tag på Virtuel strøgtur - Saml inspiration i dine lokale butikker

Handl-Lokalt.dk mener

 

Samtaler fra en messe

16. april 2018
Handl-Lokalt.dk deltog søndag d. 15. april på KON-TUR MESSEN i Fredericia. Det kom der mange spændende samtaler ud af om nogle af de udfordringer, som lokale butikker går rundt med i deres kamp for en plads i et stadig mere digitaliseret marked.

Vi har her samlet nogle af de emner (og vores kommentarer) som gik igen i vores samtaler:

Har vi overhoved en chance for at konkurrere med webshops?
Ja, er det simple svar. Men det kræver en anden måde at tænke synlighed på i forhold til tidligere. Mange forbrugere starter deres købsproces på internettet. Her finder de inspiration, og når de ved, hvad de vil have eller i det mindste vide mere om, leder mange efter en lokal forhandler. De vil gerne prøve varen, mærke den og måske få nogle gode råd. For en hel del giver det også tryghed at vide, at der er kort afstand til forhandleren, hvis der skulle opstå problemer med varen på længere sigt. Det kan en fysisk forhandler tilbyde, som webshops ikke kan – og det efterspørger mange kunder. Men hvis man ikke er synlig, når kunden leder på internettet efter en lokal fysisk forhandler af produktet, er der ikke andet valg end webshops! Det er desværre for ofte billedet i dag.

Vi ved godt, at vi skal være synlige på internettet, men hvor skal vi prioritere vores ressourcer? På sociale medier, Google, bannerannoncer på nyhedssites?
Det er vanskeligt at give et svar, som passer til alles situation. Grundlæggende kan man dog sige, at det handler om at få mest muligt ud af sit budget. Særligt hvis budgettet er af begrænset størrelse. Find den billigste og korteste vej til kunderne. Hos Handl-Lokalt.dk hjælper vi også vores kunder med sociale medier, men hvor sociale medier som Facebook og LinkedIn er en god mulighed for eksempelvis annoncering og dialog, ser vi synlighed på Google som en nødvendighed – et krav om man vil for fysiske forretninger. På Google rammer de personer, som er langt i deres beslutningsproces, og som sidder og leder efter en forhandler. Det er ofte billigere end at forsøge at påvirke personer, som endnu ikke har udtrykt et købsbehov.

Har lokal avisannoncering mistet sin værdi?
Nej, det mener vi ikke. Aviser tilbyder stadig en god vej til at opnå synlighed i et lokalområde. Samtidig har mange lokale aviser fine læsertal, så rækkevidden er ofte god. Men man kan med rimelighed spørge sig selv, hvor mange af ens kunder, der slår op i avisen for at finde en forhandler af et specifikt produkt. Det er der ikke mange, der gør længere. Her bruger de fleste Google i dag. Vi anbefaler derfor, at man fordeler annoncekronerne således, at synlighed på Google også prioriteres. Ofte kan det gøres for en meget billigere kontaktpris pr. kunde, end det kan gennem aviser.

Skal vi have en webshop for at være med på internetbølgen?
Nej ikke nødvendigvis. En webshop kan bruges til at komme længere ud og nå kunder, som ikke ligger i lokalområdet. Det kan der bestemt også være god værdi i, men i første omgang handler det om, at få kunder ned i den fysiske butik og udnytte de fordele, som det tilbyder. Se ikke internettet som fjenden, men som en hurtig og effektiv mulighed for at vise dine produkter frem for potentielle kunder, der går med købsovervejelser.

Vi har ikke ressourcer til at holde produkterne opdateret på internettet, hver gang der kommer nye varer
Det er en forhindring, som mange fysiske butikker støder på. Hos Handl-Lokalt.dk tilbyder vi derfor at gøre det for dig for en meget overkommelig pris. Hvis du blot informerer os om, hvilke produkter vi skal ændre, sørger vi for resten. Når du starter op hos os, tager vi også en snak om, hvordan vi får opslagene hos os til at holde længst muligt. Det kan eksempelvis være ved at lave sider om de mærker, som I fører både på kort og længere sigt.
 


#VælgMigEllerNettet – Desperat butiksejer i opråb

14. Marts 2018


Hos Handl-Lokalt.dk er vi ikke i tvivl om, hvad vi vælger. Vi er således overbeviste om, at en by ikke kun er noget vi bor i. En klynge af huse som ligger tæt på hinanden, om du vil. En by er mere end det. Det er en følelse af at være en del af et fællesskab. Det er skoler, foreningsliv, lokale arbejdspladser, en dagligdag med mennesker i bybilledet. Det er genkendelsen ved at møde folk, som vi på den ene eller anden måde har eller har haft en relation til. For en del børnefamilier er det juletræstænding på torvet i starten af december, mens andre igen vil fremhæve en sommerstund med en is i hånden gående hen ad byens strøg.

For de fleste af ovenstående eksemplers vedkommende spiller lokale detailbutikker en afgørende rolle. Hvad skaber mere liv i bybilledet end daglige butikshandlende? Hvem skal yde økonomisk støtte til foreningslivet, hvis ikke lokale butikker? At lokale arbejdspladser går tabt ved butiksdød, giver sig selv, mens juletræstænding ofte iværksættes af handelstandsforeningerne. Og slutteligt. Ville sommerturen med isen i hånden være lige så idyllisk, hvis du bevæger dig hen ad en affolket gade flankeret af tomme butiksvinduer?

Så har vi ikke engang nævnt butiksdødens potentielle konsekvenser for huspriserne. Det kan lyde dramatisk og sortseende. Men det er virkeligheden, hvis udviklingen fortsætter.

Det skorter ikke på advarsler og dommedagsprofetier, når det kommer til vurderingen af fremtidens detailliv i Danmarks lokalsamfund. Jævnligt konfronteres vi med rapporter om stigende butiksdød, mens e-handlen når nye milepæle. For ikke længe siden lød det fra Institut for Centerplanlægning, at tre fjerdedele af de danske byer risikerer at miste deres brede butiksliv inden 2030, hvis halvdelen af vores forbrug flytter over på nettet. I den pessimistiske version vil der blot være 29 handelsbyer tilbage i hele landet mod 109 i dag.

Læg dertil som bevisførelse for udviklingen at vi i 2017 for første gang brugte flere penge på sko, tøj og smykker online end i fysiske butikker. Hvoraf (ikke at forglemme) næsten halvdelen af de køb skete i udenlandske webbutikker.

Er I ikke bare bange for udviklingen, kan man spørge
Det er ikke et spørgsmål om at være bange for udvikling. Men lige så lidt som man skal være imod alt nyt, lige så lidt skal man jage udvikling for udviklingens skyld. Vi er nødt til at se på, hvad vi sætter i stedet, for det vi har. Hvad vinder vi, og hvad mister vi på udviklingens alter? Det er det, vi gerne vil hejse et flag for. Det vi mister, hvis vi med skyklapper på kaster os ud i en fremtid uden et fysisk detailliv i det danske bybillede.

Er det ikke op til markedskræfterne at tage stilling til, hvad der er behov for
Helt sikkert. Men markedskræfterne kan sagtens påvirkes undervejs i processen. Der er ikke noget, som er givet på forhånd, netop når vi taler markedskræfter. Og vi vil gerne have markedet (for at blive i den terminologi) til at tage stilling til de konsekvenser, som et manglende lokalt butiksliv vil medføre. For ikke at tale om en positiv opmærksomhed omkring de mange fordele rent handelsmæssigt, som en lokal butik med et bredt udvalg, god service og hurtig levering tilbyder i hverdagen.

Med udgangspunkt i alt ovenstående er vi hos Handl-Lokalt.dk ikke bange for at kridte banen op til et valg med endnu større konsekvenser end ”blot” en enkelt butiks overlevelse. Fra vores synspunkt skal spørgsmålet lyde #VælgDinByEllerNettet. Hvad vælger du?